Posts Tagged ‘voldsforebyggelse’

To nye hotspot chefer er ansat til at koordinere den tryghedsskabende og kriminalpræventive indsats på Nørrebro.

Hotspot er en midlertidig, områdebaseret indsats med klare mål og klart ledelsesansvar, som skal være med til at reducere kriminalitet og skabe øget tryghed i et område.

Københavns Kommune har udpeget to områder af Nørrebro til Hotspot indsats. Det ene Hotspot er området omkring Blågårdsgade kvarteret. Et område der er berygtet for at være ramt af bandekriminalitet og styret af skruppeløse kriminelle.

Det andet område er velsagtens mest kendt for at huse det sociale boligbyggeri, Mjølnerparken. Det strækker sig fra Tagensvej til Jagtvej og over Haraldsgade, som en trekant.

To kvinder i front
Københavns Kommunes Beskæftigelse- og Integrationsforvaltning har ansat to kvinder til at stå for indsatsen. Tine Gammelby, skal prøve kræfter med Blågårds Plads og kommer med en baggrund som SSP-Konsulent i Frederiksberg Kommune. Merete Olesen skal lede indsatsen på ydre Nørrebro med afsæt i en baggrund som Politikommissær hos Sydøstjyllands Politi.

Disse to kvinder kommer uden underdrivelse på deres livs opgave. Dels skal de forsøge at rette op på at Nørrebro er det område i København, hvor borgerne ifølge en tryghedsmåling som Københavns Kommune har foretaget (Tryghedsindeks København 2010), er mest utrygge. Herudover skal de forsøge at vende en negativ udvikling som har stået på i alt for lang tid. Intet sted i Danmark er der flere utilpassede, kriminalitetstruede unge end på Nørrebro.

Spådom: Får ikke et ben til jorden
En lignende indsats i Valby er af flere udråbt til en succes. Forrige år modtog Hotspot Valby en pris fra Integrationsministeriet, men herude på Nørrebro får de to kvinder ikke et ben til jorden. Problemerne er så omfangsrige at der skal mere end nogle søde piger og en midlertidig indsats til at ændre på udviklingen.

Unge svigtet af alle
De unge på Nørrebro er i den grad blevet svigtet. Først af deres forældre, som ikke har magtet opgaven med at opdrage dem og føre bare nogenlunde tilsyn med hvad de unge mennesker går og laver.

Dernæst af skolen som har opgivet dem fordi deres adfærd var af en sådan karakter at denne ikke kunne rummes i skolen og det var nemmere at udskrive dem af skolen end forholde sig til deres problematiske adfærd.

Boligselskaberne har forlængst valgt deres strategi, nemlig at få de dårligst fungerende familier smidt ud af boligerne og til sidst har myndighederne med regeringen i spidsen, ensidigt satset på strengere straffe, en nedsættelse af den kriminelle lavalder og øget politi patruljering.

Ingen tager ansvar for problemerne
Ingen har formået at dæmme op for den radikalisering og udvikling af ekstrem adfærd, som i dag kendetegner Nørrebro. For ingen har taget ansvar for problemerne og nu skal en midlertidig indsats forsøge at rydde op i den dynd. Som amerikanerne ville sige, too little – too late. Nørrebro er i praksis en bydel uden social kontrol og alt tyder på, at det er alt for sent, at Hotspot indsatsen iværksættes.

Møder om Hotspots
I et forsøg på at overbevise borgerne om at man gør noget, har Kommunen og Nørrebos Lokal udvalg inviteret beboerne til to orienteringsmøder om de nye Hotspots. Det første møde blev afholdt den 10. januar på indre Nørrebro og det andet møde finder sted den 17. januar på ydre Nørrebro. På møderne kan borgerne møde Beskæftigelses- og Integrationsborgmesteren, samt de nye Hotspot chefer. Deltagerne kan desuden stille spørgsmål til indsatsen og komme med inputs.

Læs mere om de kommende Hotspots HER

Debatten om Venstres udspil omkring en sænkelse eller bortskaffelse af den kriminelle lavalder har raset hele dagen i stort set alle medier. Stormløbet på en lov der har stået uændret siden dens vedtagelse i 1930 er tæt på at lykkes og hele optrinnet sætter Justitsminister Brian Mikkelsen under et aldeles massivt pres, endnu værre må det føles at være medlem af Ungdomskommissionen.

Ungdomskommission til grin

Medlemmerne af Regeringens Ungdomskommission må enten føle sig tykt til grin eller under et endnu større pres end regeringspartneren hos de Konservative. Det kan også være at de er udemærkede klar over at de udfører et politisk bestillingsarbejde, som om kort tid skal legitimere det stormløb der er lanceret. Nu hvor konklusionen er skrevet på forhånd af Statsministeren:

“der skal findes en anden løsning end den vi har i dag”

– Lars Løkke Rasmussen i DR2 Deadline 15.4.2009 kl.22:30.

Og det er jo beundringsværdigt at vi har en statsminister som går i spidsen, når der skal findes løsninger. Spørgsmålet er hvorfor han ikke afventer anbefalingerne fra den ungdomskommission, som hans egen regering har udpeget til at komme med anbefalinger? Med mindre at han allerede kender resultatet af deres anbefalinger eller som før nævnt, rent faktisk dikterer dem.

Straf og bekæmpelseskommission

Uanset hvem der styrer Ungdomskommissionen, så der dystre udsigter for de fagfolk og forældre, som stadig tror på at forebyggelse af kriminalitet og programmer der målrettet tilbyder alternativer til kriminalitet, er vejen frem. For hvis man kigger på sammensætningen af Regeringens Ungdomskommission, den som er i færd med at granske ungdomskriminaliteten med henblik på at komme med en række anbefalinger.

Så er det i min optik bekymrende, at der i den seksten mand store gruppe, kun er blevet plads til ganske få personer, der rent faktisk kan dokumentere at besidde en faglig viden om forebyggelse af kriminalitet. Således har dr.jur. Eva Smith og Professor, dr.jur. Flemming Balvig været nogle af de eneste i kommissionen som ikke er embedsmænd. Ellers står den på Direktorater, Rigsadvokater, Rigspoliti, Advokatråd og naturligvis Ministerier.

Ekstremisme før socialarbejdere

Toppen af kransekagen er at kontoret for radikalisering og ekstremisme i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration også deltager. For vi kommer nok ikke uden om, at vi i Regeringens øjne, lever i en tid hvor fremtidens terrorister skal opsnappes i børnehaver og folkeskoler. Det får mig til at tænke på den 12-årige dreng med Jihad trøjen der bor nede i Mjølnerparken. Hans udtalte “modborgerskab” skal opfanges tidligt og med en sænkelse af den kriminelle lavalder, så kan han og andre sikkert nå at blive pakket godt af vejen.

Imidlertidigt er der ikke blevet plads til repræsentanter fra Socialpædagogerne, der arbejder med de udsatte børn. Ej heller til Socialrådgiverne, der skal hjælpe de svage familier og ja fik jeg nævnt at flertallet af medlemmerne er embedsmænd?. Det skal blive spændende at se hvilke anbefalinger de kommer med og om de sjovt nok måske er enige med Danmarks nyeste Statsminister.

Ungdomskommissionens medlemmer:

Politidirektør Johan Reimann (formand)
Professor, dr.jur. Flemming Balvig
Forstander Jens Bay
Konsulent Ane Kristine Christensen, Kommunernes Landsforening
Kontorchef Ina Eliasen, Direktoratet for Kriminalforsorgen
Kontorchef Nina Eg Hansen, Velfærdsministeriet
Afdelingschef Lars Hjortnæs, Justitsministeriet
Advokat Gunnar Homann, Advokatrådet
Politimester Michael Højer, Rigspolitiet
Direktør Anne Jastrup, Danske Regioner
Direktør Geert Jørgensen, Børnesagens Fællesråd
Dommer Linda Lauritsen, Den Danske Dommerforening
Retspræsident Birgitte Holmberg Pedersen, Børnerådet
Statsadvokat Hanne Schmidt, Rigsadvokaten
Professor, dr.jur. Eva Smith, Det Kriminalpræventive Råd
Kontorchef Henrik Thomassen, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

Download links til dokumenter vedrørende Ungdomskommissionens arbejde:

Kommissorium i pdf-format

Tillægskommissorium af 19. februar 2008 i pdf-format

Tillægskommissorium af 29. februar 2008 i pdf-format

Udredning til brug for kommissionen vedrørende Ungdomskriminalitet

Siden 2003 har regeringen lukket det ene voldsforebyggende initiativ efter det andet. De seneste otte års voldsforebyggelse har været præget af politiske hovsaløsninger og forsøg på brandslukning mener flere eksperter.

Politikerne råber i kor på stramninger og en forstærket forebyggelse af vold: Mere videoovervågning, flere visitationszoner, strengere straffe, hurtigere straffe og så videre. Men de politiske tiltag er hovsaløsninger og udviklet i blinde. Forskningen på området i Danmark er beskeden, og alle de særlige indsatser til forebyggelse af vold, som er oprettet de seneste otte år, er nedlagt et for et.

Lektor i kriminologi ved Københavns Universitet, Lars Holmberg håber, det er slut med kortsigtede løsninger:

“Det er jo tydeligt, at myndighederne står på bar bund og forsøger at gribe efter hvad som helst. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi ikke bliver grebet af panik nu og skaber flere hovsaløsninger.”

Da justitsminister Lene Espersen i marts 2002 præsenterede regeringens Stop Volden-plan, krævede hun, at der blev sat markant ind over for unges vold i nattelivet. Initiativerne blev forankret i den Voldsforebyggende Enhed, et videns- og udviklingscenter til forebyggelse af vold under Det Kriminalpræventive Råd.

Kun tre år efter blev enheden så nedlagt.

Vicepolitikommissær John Radmer var koordinator i den Voldsforebyggende Enhed, og han bekræfter lukningen af initiativet.

“På grund af strukturændringer i rådet valgte man at nedlægge den Voldsforebyggende Enhed, og set i bakspejlet så mener jeg, at der stadig er behov for et permanent initiativ, der kan arbejde langsigtet”, siger John Radmer, som i dag arbejder i Rigspolitiets Nationale Forebyggelses Center.

Indsatser med kort levetid

Det er ikke første gang, at indsatsen over for volden kastes rundt mellem systemerne. Under Poul Nyrup Rasmussen hed løsningen på den grove vold Voldssekretariatet. Et tiltag, der blev lanceret med overskriften ‘Et led i en langsigtet volds- og forebyggelses strategi’. Alligevel blev sekretariatet lukket efter tre år.

Det gik ikke meget bedre for Udrykningsholdet, der åbnede i maj 2000. Opgaven var at få mere styr på indsatserne over for de utilpassede unge i kommunerne. Efter tre år blev Udrykningsholdet lukket før tid og erklæret for en fiasko af daværende integrationsminister Bertel Haarder.

De mange forskellige forsøg på at forebygge vold igennem særlige indsatser har været politisk brandslukning, mener lektor i metode og sociologi ved Københavns Universitet, Merete Watt Boolsen. For betingelserne for at få succes har ikke været til stede fra starten.

“Når man projektorienterer indsatserne på den her måde, så viser erfaringerne, at den type tiltag hurtigt lider døden, hvis ikke de bliver integreret i systemet.”

Redaktør på tidsskriftet Social Kritik, Benny Lihme, mener heller ikke, at indsatserne havde en chance for at få succes fra starten af.

“Jeg mener, det er tydeligt, at det aldrig har været meningen, at disse tiltag skulle fungere. Især når man gentager det samme forløb tre gange med forskellige navne. Det er typisk for politikere, der er fanget i en her-og-nu moralsk paniksituation i forhold til medierne, og det kalder jeg signalpolitik,” siger Benny Lihme.

Vigtig viden går tabt

Lars Holmberg mener, det er problematisk, hvis initiativerne ikke får den nødvendige tid til at slå igennem.

“Hvis man bliver ved med at flytte rundt på opgaverne, så starter folk forfra hele tiden og når ikke at få iværksat noget væsentligt.”

Merete Watt Boolsen mener også, at meget viden og erfaring går tabt ved denne type indsatser.

“Når dygtige medarbejdere finder ud af, at indsatsen stopper. Så søger de nyt arbejde. Og du mister erfaringer, og overdragelsen af viden bliver forringet. Men politikerne kan jo ikke længere være uvidende om, at de projekter, som de starter på den her måde, de ikke lykkes.”

DF kræver forklaring

Dansk Folkeparti vil bede om forklaring fra Justitsministeren. Hos både Enhedslisten og Dansk Folkeparti vækker det undren, at regeringen ikke arbejder mere langsigtet med forebyggelsen af vold. Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører, Peter Skaarup, vil have knivene forbudt og en hurtig straf til dem, som bærer våben, men han mener samtidigt, at forebyggelse er afgørende for at bryde fødekæden til kriminaliteten.

“Vi vil spørge justitsministeren, hvorfor man har valgt at lukke det nationale opsamlingscenter i en tid, hvor der netop er behov for alle gode kræfter til at få bugt med den grove vold blandt unge,” siger Peter Skaarup.

Retsordfører Line Barfod fra Enhedslisten mener heller ikke, at der bliver gjort nok for at stoppe volden.

“Det lyder jo fuldstændig tåbeligt og kortsigtet at nedlægge de konkrete indsatser, som skal forebygge volden. Jeg mener, man skal give nogle permanente bevillinger og være indstillet på, at det er et langt, sejt træk, som ikke bare kaster resultater af sig efter kort tid “.

Fakta

De seneste 10 års initiativer til forebyggelse af vold.

Voldssekretariatet 1997-1999.

Pris ca. 20 millioner kroner

Et samarbejde mellem Justitsministeriet, Socialministeriet og Undervisningsministeriet. Lavede kampagnen AMOK IGEN, der kunne opleves på diskotekernes toiletter. Det årlige driftsbudget for den treårige indsats var på 2,7 millioner kroner. Derudover havde man en pulje på 12 millioner kroner til projekter.

Udrykningsholdet 2000-2003.

Pris ca. 21 millioner kroner

Videns- og rådgivningscenter for utilpassede unge

Formål: at hjælpe amter, kommuner, politikredse og andre aktører i indsatsen over for de utilpassede unge. Under ledelse af journalist Ole Hammer blev Udrykningsholdet mest kendt for interne stridigheder og personalerejser til familiemedlemmer. Udrykningsholdet kostede ca. 7 millioner kroner årligt.

Den Voldsforebyggende Enhed 2001-2005.

Pris ca. 18 millioner kroner

Videns-, udviklings- og ressourcecenter inden for forebyggelse af fysisk og psykisk vold. Regeringen udpegede otte fokus- områder, som enheden arbejdede med. Forebyggelse af seksuelle overgreb, vold på arbejdspladsen, vold i nattelivet, fodboldrelateret vold og vold begået af unge med en anden etnisk baggrund. Afdelingen havde fire medarbejdere og to millioner årligt til indsatser. Det kriminalpræventive råd modtager fortsat de to millioner kroner fra finansloven til generelle indsatser.

Oprindeligt bragt i INFORMATION d.15. Januar 2008.

Det er snart ti år siden, at Sten Sjørslev første gang passerede igennem de tunge døre til Justitsministeriets hovedindgang i Slotsholmsgade i København. Den dag var det for at tage imod ledelsesansvaret for Voldssekretariatet. Det første af Nyrup regeringens initiativer over for den stigende ungdomsvold.
Med opbakning fra Socialministeriet, Undervisningsministeriet og Justitsministeriet blev der lagt op til, at Voldssekretariatet skulle være et led i en langsigtet volds- og forebyggelsesstrategi.
”Vi var et højt prioritet politisk initiativ, og der var også stor opbakning til os, i starten. Men det er klart, vi skulle jo kæmpe for overhovedet at få bare lidt plads på arenaen. Dem, der modarbejdede os, var jo primært vores konkurrenter i Det Kriminalpræventive Råd, men også ministerierne selv”, indleder Sten Sjørslev der selv tidligere har arbejdet i Undervisningsministeriet.
”Jeg kender lidt til det med at samarbejde på tværs af ministerierne, og det er mere end svært, at få til, at fungere. Det er jo næsten umuligt at bryde igennem de barrierer der er imellem ministerierne”.

Natteliv

Natteliv

Mandat fra Nyrup ikke nok til succes
Den høje prioritet af indsatsen stammede fra Poul Nyrup Rasmussen, som i sin nytårstale fortalte det danske folk, at han ikke ville finde sig i volden. Men det viste sig hurtigt, at det ikke var nok, for Voldssekretariatet til at slå igennem overfor de nødvendige samarbejdspartnere.
Problemerne opstod ifølge Sten Sjørslev fordi der var for mange magtfulde kræfter, der undergravede Voldssekretariatet.
”Man kan vel sige, at selvom der var tre ministre og tre ministerier bagved, så skulle man tro, at det var et rimeligt stærkt hold i forhold til det Kriminalpræventive Råd, som jo i virkeligheden er en interesseorganisation. Men det viste sig ikke at være tilfældet. Der er rigtig mange stærke politiske forbindelser fra rådets medlemsorganisationer, der modarbejdede indsatsen bag kulisserne”.
Da Voldssekretariatet blev nedlagt i 1999, valgte man at overføre en del af Voldssekretariatets bevilling til indsatser i netop det Kriminalpræventive Råd.
”Vi gjorde jo tingene på en anden måde, og vi havde ikke en kæmpe overbygning, som Rådet har, og som efter min mening handlingslammer dem lidt. Det bliver for mange interesser, som skal varetages og ender med, at der ikke bliver gjort noget væsentligt ved problemerne,” siger Sten Sjørslev.


Teorien om hvorfor Voldssekretariatet lukkede

Voldssekretariatets konstruktion var ifølge Sten Sjørslev alt for aparte og svær for et ministerium at favne. Han mener, det var med at til at vanskeliggøre muligheden for at overleve den indledende projektperiode på tre år.
”Noget af forklaringen på, at det ikke fortsætter, tror jeg, ligger i det forhold at det er tre ministre og tre ministerier, som skal blive enige. Jeg kender ikke helt konkret til, indholdet af forhandlingerne mellem de tre ministre, men jeg forstod på de tilbagemeldinger jeg fik i Justitsministeriet, at det var i Socialministeriet der manglede opbakning til en fortsættelse”, siger Sten Sjørslev.

Savner investeringer i langsigtede løsninger

Sten Sjørslev opfordrer politikerne til at tage ved lære af de seneste års eksperimenter på voldsforebyggelsesområdet.
”Man skal lade være med at lave flere korte projektorienterede tiltag og man skal sørge for at indarbejde indsatsen i en fast struktur”.
Erfaringerne fra Voldssekretariatet har vist, at de korte indsatser er uvelkomne i det forebyggende arbejde ude i kommunerne, og de kommer til at fremstå forkert overfor de nødvendige samarbejdspartnere.
”Et treårigt projekt er en halsløs gerning, og det kommer så meget på tværs af de normale måder at arbejde med det her område på. De der kvikke fix, de dur ikke”.

Flere eksperter peger på, at de kort sigtede løsninger er signal politik. Indsatserne har ikke en chance for at løse problemerne på så kort tid og det billede genkender Sten Sjørslev fra tiden med Voldssekretariatet;
”Det kan man jo sige sig selv. Skal du ind og påvirke holdninger og adfærd hos grupper af børn og unge, så kan du ikke klare det på tre år”.

Afrapportering fra Voldssekretariatets indsats

Afrapportering fra Voldssekretariatets indsats

Står stadig ved indsatsen
Der er langt fra det medie fokus, som Voldssekretariatet konstant var udsat for, til hverdagen i Hvidovre Kommune. Her arbejder Sten Sjørslev i dag som chefkonsulent i skole og fritidsforvaltningen. Forebyggelse er stadig en del af arbejdet, og det kriminalpræventive samarbejde mellem skoler, socialforvaltning og politiet i Avedøre er netop blevet forstærket med en million kroner fra kommunen.
Den tidligere leder af Danmarks første nationale indsats mod vold fortryder ikke, at han meldte sig til opgaven.
”Jeg er stolt af den indsats, som jeg selv og mine medarbejdere fik leveret i Voldssekretariatet. Jeg mener, at vi godt kan være det hele bekendt.
Og jeg har personligt haft meget stort udbytte af at have været med til,at opbygge en sådan organisation”, afslutter Sten Sjørslev.

Erfaringerne fra indsatsen i Voldssekretariatet er opsamlet i publikationen “En ny dagsorden” af Claus Buttenschön, afrapporteringen er udgivet af det kriminalpræventive råd flere år efter lukningen af Voldssekretariatet.