Posts Tagged ‘kriminel lavalder’

Det er en særdeles dårlig idé at sænke den kriminelle lavalder. Al sund fornuft – plus den eksisterende forskning på området – fortæller os, at straf ikke er et middel til at forhindre kriminalitet.

Der er ingen grund til at tro, at man vil kunne løse de problemer, man peger på, ved at straffe børn under 15 år, siger Børnerådets formand Charlotte Guldborg i en pressemeddelelse.

Mens en ungdomskommission under Justitsministeriet netop nu arbejder på en række anbefalinger om, hvordan samfundet kan styrke indsatsen mod ungdomskriminalitet, kommer statsminister Lars Løkke Rasmussen med et håndfast forslag om at sænke den kriminelle lavalder. Han peger på de unges rolle i bandekriminalitet, og han ønsker at sætte en stopper for, at mindreårige skubbes foran de ældre til at begå kriminalitet.

Desværre vil statsministerens forslag ikke løse problemerne

Tre misforståelser
For det første er det forkert at give den kriminelle lavalder skylden for problemerne med bandekriminaliteten. Den tilgængelige viden på området viser, at det hovedsageligt er personer over 18 år, der er aktive i banderne. At sænke den kriminelle lavalder vil derfor næppe løse bandeproblemerne på Nørrebro eller andre steder i landet.

Der er heller ikke grund til at tro, man begrænser den kriminalitet, børn under 15 år begår, ved at strafforfølge dem. Undersøgelser har vist, at der ikke er tegn på, at unge holder op med at begå kriminalitet, fordi de fylder 15 år og kan straffes. Med andre ord: Truslen om straf får ikke børn til at begå mindre kriminalitet, når de er over 15 år og vil næppe heller gøre det for børn under 15.

Det er ikke nødvendigt med en sænket lavalder, hvis man ønsker at gribe ind for de børn, der begår kriminalitet. Serviceloven rummer allerede i dag en række muligheder for at iværksætte hjælpeforanstaltninger, der vil kunne standse kriminaliseringen af børnene. Det er blot op til de enkelte kommuner at gøre brug af disse muligheder.

Igen: Styrk det forebyggende arbejde
Statsministerens forslag skal ses på baggrund af, at antallet af unge, der begår kriminalitet er historisk lavt. Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at der i perioden 2000-2007 ingen vækst har været i antallet af tilfælde, hvor børn i alderen 10-14 år anmeldes til politiet for at have begået en kriminel handling. Lovlydigheden blandt unge under 18 er i top.

I stedet for at straffe børn mere og hårdere end vi allerede gør i dag, bør man derfor styrke den forebyggende indsats – og her er der til gengæld god plads til forbedring. En undersøgelse fra Børnerådet i 2008 viser fx, at blot 10 af landets kommuner har sat sig konkrete mål for deres indsats mod ungdomskriminalitet.

Børnerådet frygter, at statsministerens forslag er et skridt på vej mod regulære fængslinger af børn og unge, hvilket vil være direkte i strid med FNs Børnekonvention. I forvejen har Danmark alvorlige problemer med at holde børn ude af voksenfængsler, fordi der ikke er plads nok på de sikrede institutioner.

Fakta

Ifølge tal fra Danmarks Statistik vedrørende 10-14-årige, som mistænkes for kriminalitet, er der i perioden 2000 til 2007 samlet set ikke sket nogen vækst i antallet af anmeldelser vedrørende de 10-14-årige.
Kilde: Udredning til brug for Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet. Justitsministeriets Forskningskontor.

Danske selvrapporteringsundersøgelser viser, at andelen af lovlydige blandt unge er steget fra 25,1 pct. i 1989 til 39,4 pct. i 2005.
Kilde: Udredning til brug for Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet. Justitsministeriets Forskningskontor.

Regeringen nedsatte sidste år en ungdomskommission som skal komme med en række anbefalinger omkring ungdomskriminalitet senere på året.  Alligevel vælger Venstre allerede nu at ture frem med en gammel traver, nemlig en nedsættelse af den kriminelle lavalder til 12 år.

En af ekspertene på bandekriminalitet, sociolog Michael Hviid Jakobsen fra Aalborg Universitet, udtaler til Berlingske Tidende, at det godt kan være en god idé, med en sænkelse af den kriminelle lavalder, men kun for nogle bestemte typer kriminalitet.

Dansk Folkeparti har længe været tilhænger af en nedsættelse og hilser Venstres signaler velkommen.

Løkkes knæfald for DF

Man kan vel allerede nu tale om en forskel på Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. I Marts 2005 mens Styrmand Fogh stadig stod ved roret, var Regeringen helt anderledes indstillet over for løsningen af problemerne med kriminalitetsbelastede børn og unge. Dansk Folkeparti stillede i 2005 forslag om en nedsættelse, men det lykkedes dengang ikke at samle et flertal bag forslaget.

I et svar til Folketingets Retsudvalg kommer daværende Justitsminister Lene Espersen (K) med en redegørelse for Regeringens synspunkt i sagen, heraf fremgår det blandt andet at:

Regeringen har ikke overvejelser om at foreslå den kriminelle lavalder sænket.

Børn og unge under 15 år skal ikke straffes. Unge under 15 år har stadig først og fremmest brug for omsorg og støtte i deres udvikling hen imod at blive voksne.

Det betyder ikke, at det ikke skal medføre en reaktion fra samfundet, når børn og unge under 15 år begår kriminalitet.

Det er imidlertid regeringens opfattelse, at indsatsen over for unge under 15 år, der begår kriminalitet, ikke skal bygge på straffende foranstaltninger, men derimod primært koncentrere sig om at få de unge ud af kriminalitet ved at iværksætte de nødvendige sociale hjælpeforanstaltninger.

(Svar afgivet i spm. 77 – 1.4.2005)

Spørgsmålet er om de Konservative hopper med på vognen denne gang. Justitsminister Brian Mikkelsen har ifølge Berlingske Tidende d.14.04.09. ingen kommentarer før Ungdomskommissionen kommer med deres anbefalinger til sommer.

Ventres retsordfører: Afskaf den kriminelle lavalder

Venstres retsordfører Kim Andersen tager nu skridtet videre her til morgen og foreslår, at man helt afskaffer den kriminelle lavalder. Retsordfører Morten Østergaard fra de Radikale mener at det er helt hen i vejret og at man i stedet skal tage forebyggelses handskerne på og se at få samlet op på et område som man har svigtet gennem de sidste syv år, udtaler den radikale retsordfører til TV2 Nyhederne i dag.

Fakta:

Børn under den kriminelle lavalder kan i dag ikke straffes for deres kriminelle handlinger. Den kriminelle lavalder i Danmark er 15 år, jf. straffelovens § 15. Denne aldersgrænse har ikke været ændret siden straffelovens vedtagelse i 1930.