Archive for the ‘Statistik’ Category

Det er en særdeles dårlig idé at sænke den kriminelle lavalder. Al sund fornuft – plus den eksisterende forskning på området – fortæller os, at straf ikke er et middel til at forhindre kriminalitet.

Der er ingen grund til at tro, at man vil kunne løse de problemer, man peger på, ved at straffe børn under 15 år, siger Børnerådets formand Charlotte Guldborg i en pressemeddelelse.

Mens en ungdomskommission under Justitsministeriet netop nu arbejder på en række anbefalinger om, hvordan samfundet kan styrke indsatsen mod ungdomskriminalitet, kommer statsminister Lars Løkke Rasmussen med et håndfast forslag om at sænke den kriminelle lavalder. Han peger på de unges rolle i bandekriminalitet, og han ønsker at sætte en stopper for, at mindreårige skubbes foran de ældre til at begå kriminalitet.

Desværre vil statsministerens forslag ikke løse problemerne

Tre misforståelser
For det første er det forkert at give den kriminelle lavalder skylden for problemerne med bandekriminaliteten. Den tilgængelige viden på området viser, at det hovedsageligt er personer over 18 år, der er aktive i banderne. At sænke den kriminelle lavalder vil derfor næppe løse bandeproblemerne på Nørrebro eller andre steder i landet.

Der er heller ikke grund til at tro, man begrænser den kriminalitet, børn under 15 år begår, ved at strafforfølge dem. Undersøgelser har vist, at der ikke er tegn på, at unge holder op med at begå kriminalitet, fordi de fylder 15 år og kan straffes. Med andre ord: Truslen om straf får ikke børn til at begå mindre kriminalitet, når de er over 15 år og vil næppe heller gøre det for børn under 15.

Det er ikke nødvendigt med en sænket lavalder, hvis man ønsker at gribe ind for de børn, der begår kriminalitet. Serviceloven rummer allerede i dag en række muligheder for at iværksætte hjælpeforanstaltninger, der vil kunne standse kriminaliseringen af børnene. Det er blot op til de enkelte kommuner at gøre brug af disse muligheder.

Igen: Styrk det forebyggende arbejde
Statsministerens forslag skal ses på baggrund af, at antallet af unge, der begår kriminalitet er historisk lavt. Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at der i perioden 2000-2007 ingen vækst har været i antallet af tilfælde, hvor børn i alderen 10-14 år anmeldes til politiet for at have begået en kriminel handling. Lovlydigheden blandt unge under 18 er i top.

I stedet for at straffe børn mere og hårdere end vi allerede gør i dag, bør man derfor styrke den forebyggende indsats – og her er der til gengæld god plads til forbedring. En undersøgelse fra Børnerådet i 2008 viser fx, at blot 10 af landets kommuner har sat sig konkrete mål for deres indsats mod ungdomskriminalitet.

Børnerådet frygter, at statsministerens forslag er et skridt på vej mod regulære fængslinger af børn og unge, hvilket vil være direkte i strid med FNs Børnekonvention. I forvejen har Danmark alvorlige problemer med at holde børn ude af voksenfængsler, fordi der ikke er plads nok på de sikrede institutioner.

Fakta

Ifølge tal fra Danmarks Statistik vedrørende 10-14-årige, som mistænkes for kriminalitet, er der i perioden 2000 til 2007 samlet set ikke sket nogen vækst i antallet af anmeldelser vedrørende de 10-14-årige.
Kilde: Udredning til brug for Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet. Justitsministeriets Forskningskontor.

Danske selvrapporteringsundersøgelser viser, at andelen af lovlydige blandt unge er steget fra 25,1 pct. i 1989 til 39,4 pct. i 2005.
Kilde: Udredning til brug for Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet. Justitsministeriets Forskningskontor.

Debatten om Venstres udspil omkring en sænkelse eller bortskaffelse af den kriminelle lavalder har raset hele dagen i stort set alle medier. Stormløbet på en lov der har stået uændret siden dens vedtagelse i 1930 er tæt på at lykkes og hele optrinnet sætter Justitsminister Brian Mikkelsen under et aldeles massivt pres, endnu værre må det føles at være medlem af Ungdomskommissionen.

Ungdomskommission til grin

Medlemmerne af Regeringens Ungdomskommission må enten føle sig tykt til grin eller under et endnu større pres end regeringspartneren hos de Konservative. Det kan også være at de er udemærkede klar over at de udfører et politisk bestillingsarbejde, som om kort tid skal legitimere det stormløb der er lanceret. Nu hvor konklusionen er skrevet på forhånd af Statsministeren:

“der skal findes en anden løsning end den vi har i dag”

– Lars Løkke Rasmussen i DR2 Deadline 15.4.2009 kl.22:30.

Og det er jo beundringsværdigt at vi har en statsminister som går i spidsen, når der skal findes løsninger. Spørgsmålet er hvorfor han ikke afventer anbefalingerne fra den ungdomskommission, som hans egen regering har udpeget til at komme med anbefalinger? Med mindre at han allerede kender resultatet af deres anbefalinger eller som før nævnt, rent faktisk dikterer dem.

Straf og bekæmpelseskommission

Uanset hvem der styrer Ungdomskommissionen, så der dystre udsigter for de fagfolk og forældre, som stadig tror på at forebyggelse af kriminalitet og programmer der målrettet tilbyder alternativer til kriminalitet, er vejen frem. For hvis man kigger på sammensætningen af Regeringens Ungdomskommission, den som er i færd med at granske ungdomskriminaliteten med henblik på at komme med en række anbefalinger.

Så er det i min optik bekymrende, at der i den seksten mand store gruppe, kun er blevet plads til ganske få personer, der rent faktisk kan dokumentere at besidde en faglig viden om forebyggelse af kriminalitet. Således har dr.jur. Eva Smith og Professor, dr.jur. Flemming Balvig været nogle af de eneste i kommissionen som ikke er embedsmænd. Ellers står den på Direktorater, Rigsadvokater, Rigspoliti, Advokatråd og naturligvis Ministerier.

Ekstremisme før socialarbejdere

Toppen af kransekagen er at kontoret for radikalisering og ekstremisme i Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration også deltager. For vi kommer nok ikke uden om, at vi i Regeringens øjne, lever i en tid hvor fremtidens terrorister skal opsnappes i børnehaver og folkeskoler. Det får mig til at tænke på den 12-årige dreng med Jihad trøjen der bor nede i Mjølnerparken. Hans udtalte “modborgerskab” skal opfanges tidligt og med en sænkelse af den kriminelle lavalder, så kan han og andre sikkert nå at blive pakket godt af vejen.

Imidlertidigt er der ikke blevet plads til repræsentanter fra Socialpædagogerne, der arbejder med de udsatte børn. Ej heller til Socialrådgiverne, der skal hjælpe de svage familier og ja fik jeg nævnt at flertallet af medlemmerne er embedsmænd?. Det skal blive spændende at se hvilke anbefalinger de kommer med og om de sjovt nok måske er enige med Danmarks nyeste Statsminister.

Ungdomskommissionens medlemmer:

Politidirektør Johan Reimann (formand)
Professor, dr.jur. Flemming Balvig
Forstander Jens Bay
Konsulent Ane Kristine Christensen, Kommunernes Landsforening
Kontorchef Ina Eliasen, Direktoratet for Kriminalforsorgen
Kontorchef Nina Eg Hansen, Velfærdsministeriet
Afdelingschef Lars Hjortnæs, Justitsministeriet
Advokat Gunnar Homann, Advokatrådet
Politimester Michael Højer, Rigspolitiet
Direktør Anne Jastrup, Danske Regioner
Direktør Geert Jørgensen, Børnesagens Fællesråd
Dommer Linda Lauritsen, Den Danske Dommerforening
Retspræsident Birgitte Holmberg Pedersen, Børnerådet
Statsadvokat Hanne Schmidt, Rigsadvokaten
Professor, dr.jur. Eva Smith, Det Kriminalpræventive Råd
Kontorchef Henrik Thomassen, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

Download links til dokumenter vedrørende Ungdomskommissionens arbejde:

Kommissorium i pdf-format

Tillægskommissorium af 19. februar 2008 i pdf-format

Tillægskommissorium af 29. februar 2008 i pdf-format

Udredning til brug for kommissionen vedrørende Ungdomskriminalitet